Dreyfus Forfremmet til General Mens Frankrig Konfronterer Historisk Antisemitisme og Nutidigt Had

Frankrig har posthumt forfremmet Alfred Dreyfus til rangen af brigadegeneral, 130 år efter den jødiske hærofficer blev uretfærdigt dømt for forræderi i en sag, der blev synonym med institutionel antisemitisme og retsmæssig uretfærdighed. Lovgivningen, underskrevet af præsident Emmanuel Macron og premierminister Sebastien Lecornu mandag og offentliggjort i den officielle avis tirsdag, repræsenterer både en historisk korrektion og en moderne erklæring om Frankrigs fortsatte kamp mod antisemitisme.

Anatomien af Uretfærdighed

Dreyfus-affæren begyndte uheldigt i oktober 1894, da Alfred Dreyfus, en 36-årig kaptajn fra Alsace-regionen i det østlige Frankrig, blev anklaget for at videregive klassificeret efterretning vedrørende nyt artilleriudstyr til en tysk militærattaché. Beviserne var bemærkelsesværdigt spinkle: en håndskriftssammenligning mellem Dreyfus' skrift og et dokument hentet fra den tyske embedsmands papirkurv i Paris. Analysen, gennemført i en atmosfære af mistænksomhed over for jødiske officerer, viste sig katastrofalt fejlagtig.

Hvad der kunne have været en rutinemæssig spionageundersøgelse blev i stedet en cause célèbre, der afslørede den voldsomme antisemitisme, der gennemsyrede franske militære og civile institutioner i det sene 19. århundrede. På trods af knaphed på troværdige beviser blev Dreyfus dømt for forræderi efter en retssag karakteriseret ved inflammatorisk pressedækning og fordomsfulde procedurer. Han blev idømt livsvarigt fængsel på Djævelens Ø, den berygtede straffekoloni i Fransk Guyana, og udsat for en offentlig degraderingceremoni, hvor han blev frataget sin rang foran hånende folkemængder.

Institutionel Modstand mod Sandhed

Sagens forløb afslørede ikke blot individuelle fordomme, men systemisk korruption. Oberstløjtnant Georges Picquart, udnævnt til chef for de franske efterretningstjenester, gennemførte en hemmelig genundersøgelse og opdagede, at den inkriminerende håndskrift faktisk tilhørte major Ferdinand Walsin Esterhazy. I stedet for at byde disse frifindende beviser velkommen, vendte militæretablissementet sig dog mod Picquart selv. Han blev udvist fra tjenesten og fængslet i et år, mens Esterhazy stod over for en krigsret, der resulterede i frifindelse—en hvidvaskning, der demonstrerede institutionens beslutsomhed om at beskytte sit omdømme for enhver pris.

Affæren splittede det franske samfund langs ideologiske linjer. Progressive, intellektuelle og republikanere samlede sig til Dreyfus' forsvar, mens konservative, monarkister og meget af det katolske establishment forsvarede militærets ære. Forfatteren Emile Zolas opflammende "J'accuse...!" pamflet, udgivet i 1898, anklagede direkte højtplacerede regerings- og militærembedsfolk for konspiration og hindring af retfærdighed. Zolas intervention hjalp med at mobilisere den offentlige opinion, selvom den også resulterede i hans egen domfældelse for injurier og midlertidig eksil.

Den Snoede Vej til Frifindelse

Dreyfus blev returneret til Frankrig til en anden krigsret i juni 1899. I en dom, der trodsede logik og beviser, blev han igen fundet skyldig, denne gang dømt til ti års fængsel. Offentligt og internationalt pres førte til en præsidentiel benådning kort derefter, men afgørende indebar benådningen skyld, mens den gav nåde—en sondring, som Dreyfus og hans støtter fandt utålelig.

Først i 1906, efter tolv års juridisk og politisk kamp, omstødte Kassationsdomstolen, Frankrigs højeste appeldomstol, definitivt domfældelsen og fuldstændigt frifandt Dreyfus. Han blev genindsat i hæren med rangen af major og dekoreret med Æreslegionen. Han tjente efterfølgende under Første Verdenskrig, selvom hans militære karriere aldrig kom sig over årtiet med fængsling, eksil og offentlig bagtale. Han døde i 1935 i en alder af 76 år, efter at have været vidne til delvis, men ufuldstændig retfærdighed.

Historisk Genopretning og Moderne Advarsel

Den nye lovgivning blev forkæmpet af tidligere premierminister Gabriel Attal, der samlede en tværpolitisk koalition af lovgivere til støtte. Attal argumenterede for, at Dreyfus "naturligt ville være steget til de højeste rænge", hvis hans karriere havde fulgt sin normale bane, uhindret af falske anklager og institutionel antisemitisme. Lovforslaget blev vedtaget enstemmigt i nationalforsamlingen i juni og modtog senatets godkendelse tidligere denne måned, hvilket afspejler bred politisk konsensus om gestusens hensigtsmæssighed.

Dog har forfremmelsen betydning ud over historisk opgør. Som Attal understregede i lovudkastet, "Antisemitismen, der ramte Alfred Dreyfus, ligger ikke i den fjerne fortid. Nutidens hadhandlinger minder os om, at kampen fortsætter." Denne erklæring afspejler Frankrigs moderne udfordringer: landet er hjemsted for den største jødiske befolkning uden for Israel og USA samt et af Europas mest betydelige muslimske samfund, hvilket skaber komplekse sociale dynamikker, især i tider med mellemøstlig konflikt.

Siden Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023 og den efterfølgende israelske militærkampagne i Gaza har Frankrig oplevet en dokumenteret stigning i antisemitiske hændelser og angreb. Jødiske skoler, synagoger og enkeltpersoner har stået over for øgede trusler og vold. I denne kontekst fungerer Dreyfus-forfremmelsen både som mindesmærke og manifest—en anerkendelse af, at den antisemitisme, der ødelagde én mands liv i 1890'erne, bevarer destruktiv kraft i dag, og at årvågenhed og aktiv modstand forbliver essentielle.

Loven erklærer simpelt: "Den franske nation forfremmer posthumt Alfred Dreyfus til rangen af brigadegeneral." Disse ord repræsenterer mere end bureaukratisk rettelse; de udgør en national indrømmelse af skyld og en forpligtelse, uanset hvor forsinket, til principperne om retfærdighed og lighed, som Dreyfus-affæren så katastrofalt krænkede. Om denne symbolske gestus omsættes til meningsfuld beskyttelse af Frankrigs jødiske samfund i nutiden, forbliver et åbent spørgsmål—et spørgsmål, der vil blive besvaret ikke af lovgivningsmæssige handlinger, men af vedvarende borgerlig forpligtelse til at bekæmpe had i alle dets former.