Omfattende kommunalvalg-nederlag for Socialdemokraterne
Tirsdagens kommunal- og regionsvalg leverede en rungende afvisning af Danmarks Socialdemokrater, markerede afslutningen på deres 87-årige dominans i København og fremskyndede en bredere erosion af støtte, som, selv om det efterlod dem som Danmarks største parti målt på stemmeandel, har afstået borgmesterdominansen til deres centrum-højre rival Venstre.
Tabet af København bærer dyb symbolsk vægt. Siden indførelsen af det nuværende administrative system i 1938 har hovedstaden udgjort en uindtagelig socialdemokratisk bastion, dens overborgmestre synonyme med partiets institutionelle tilstedeværelse i dansk samfundsliv. Den kontinuitet blev uigenkaldeligt brudt, da Sisse Marie Welling fra SF (Socialistisk Folkeparti) sikrede borgmesterposten og erklærede med tydelig tilfredshed: « Vi har skrevet historie på rådhuset. » Hendes sejr kom på trods af at SF blev nummer to med 17,9% af stemmerne, efter Rød-Grønne Enhedslistens 22,1%, hvilket understreger de komplekse koalitionsdynamikker, der karakteriserer dansk kommunalpolitik.
Den socialdemokratiske kandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil—bredt opfattet som statsminister Mette Frederiksens håndplukkede valg—oplevede at hendes partis støtte i København kollapsede fra 17,2% i 2021 til ynkelige 12,7%. Hendes indrømmelsestale antog en trodsig tone: « København er værd at kæmpe for, og jeg vidste fra starten af at jeg tog en stor risiko. Jeg blev ikke inviteret og fik ikke lov til at komme ind. »
På landsplan afslører valgregnskabet et paradoks. Socialdemokraterne forbliver Danmarks største parti med 23,2% af de landsdækkende stemmer. Men dette repræsenterer et markant fald på 5,2 procentpoint fra 2021's 28,4%, hvilket resulterer i tab af 156 byrådsplad ser. Mere konsekvensrigt for lokal styring har Venstre overhalet dem som det dominerende borgmesterparti med 39 poster mod Socialdemokraternes 25, mens 12 kommuner stadig forhandler koalitionsaftaler. Dette vender resultatet fra 2021, da Socialdemokraterne vandt 44 borgmesterposter mod Venstres 34.
Venstres opstigning er særligt bemærkelsesværdig givet at partiet også oplevede valgmæssig tilbagegang med et fald på 3,3 procentpoint til 17,9% af de nationale stemmer. Partiets strategiske positionering i koalitionsforhandlinger—udnyttelse af fragmentering på venstrefløjen og brobyggeri på tværs af det politiske spektrum—har dog vist sig afgørende for at erobre borgmesterposter.
Statsminister Frederiksen konfronterede resultaterne med karakteristisk modstandskraft. « Vi havde forventet at gå tilbage, men det ser ud til at tilbagegangen er større end vi havde forventet, » anerkendte hun, mens hun kategorisk afviste forslag om at dannelsen af hendes brede regeringskoalition—som omfatter partier fra hele det politiske spektrum—havde bidraget til tabene. Ved at tage personligt ansvar udtalte hun: « Jeg tager altid ansvar for hvad der sker i Socialdemokratiet. Naturligvis gør jeg det også i dag. »
Frederiksens diagnose af valgvendingen centrerede sig om økonomiske bekymringer og sociale spændinger. Hun citerede stigende madpriser, voksende uligheder mellem land og by, og kriminalitet begået af « folk der kommer udefra »—en formulering der understreger hendes urokkelige engagement i hård indvandringspolitik. Denne holdning, mens den konsoliderer støtte i nogle kredse, er blevet identificeret af analytikere som en nøglefaktor i at fremmedgøre urbane progressive, særligt i København, hvor vælgernes træthed med en sådan positionering ser ud til at have nået et vendepunkt.
Trods de samlede tab demonstrerede Socialdemokraterne modstandskraft i Danmarks store bycentre ud over København. Anders Winnerskjold sikrede en bred koalition i Aarhus, Peter Rahbæk Juel opnåede den sjældne bedrift af enstemmig partistøtte i Odense, og partiet beholdt Aalborg og Frederiksberg, om end med eroderede stemmeandele. Lasse Frimand Jensens fastholdelse af Aalborg er særligt bemærkelsesværdig givet at socialdemokratisk støtte der faldt 4,7 procentpoint fra 2021 og hele 16,5 point fra dens 2017-højdepunkt.
Partiets tab i tidligere pålidelige kommuner—Frederikshavn, Køge, Fredericia, Gladsaxe og Holstebro—signalerer dog en bekymrende erosion af dets traditionelle base og antyder at misnøjen strækker sig ud over metropolitane liberale enklaver til at omfatte provinsbastion er.
Vælgerengagement demonstrerede sund demokratisk vitalitet med valgdeltagelsen til 69,2% fra 67,5% i 2021, hvilket indikerer at disse kampe resonerede med vælgerskaren.
Regionsvalg forstærkede den bredere højredrejning. Kun den nyoprettede Region Østdanmark—dannet gennem sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland—vil blive ledet af en Socialdemokrat, Lars Gaardhøj. I Midtjylland fortrængte Anders G. Christensen fra Venstre den mangeårige socialdemokratiske incumbent Anders Kühnau, som havde forestået regionen siden 2018, på trods af at Socialdemokraterne forblev det største parti med 23,9% af stemmerne. Den koalition der sikrede Christensens sejr—bestående af Venstre, SF og Radikale—afspejler den ideologiske fluiditet, der karakteriserer dansk regionspolitik. Nordjylland og Syddanmark valgte også Venstre-ledelse.
Peter Thisted Dinesen, professor i statsvidenskab ved Københavns Universitet, karakteriserede resultatet som « et stort tab for Socialdemokraterne på tværs af hele partiet » og « meget smertefuldt for partiet at miste flere nøglebastion er, herunder København ». Mens han antydede at Frederiksens position som statsminister forbliver sikker foreløbig, forudsagde han at resultaterne ville « klart fremkalde analyser og diskussioner om årsagerne », hvilket antyder potentielle interne gengældelser og strategiske revurderinger inden for partiet.