Amazonsamfund hævder suveræniteten i trykkende COP30-demonstration
Titusindvis af demonstranter konvergerede på gaderne i Belém på lørdag i en levende fremvisning af klimaaktivisme, der tjente både som protest og fejring af oprindelig modstand. "Det Store Folkemarch" faldt sammen med midtpunktet af COP30 og tilbød en skarp kontrast til de tekniske forhandlinger, der udfoldede sig inde i topmødestedet, hvor verdensledere kæmper med mekanikken i klimafinansiering og emissionsmål.
Under straffende amazoniske forhold—med middagstemperaturer, der nåede 30 grader Celsius, og fugtighedsniveauer, der skubbede varmeindekset til 35 grader ifølge Brasiliens Nationale Institut for Meteorologi—skabte demonstranterne et spektakel af trods, modstand og kulturel stolthed. Demonstrationen repræsenterede den første store gadevmobilisering ved et FN-klimatopmøde siden COP26 i Glasgow for fire år siden efter tre på hinanden følgende topmøder afholdt i Egypten, Dubai og Aserbajdsjan, hvor autoritære regeringsstrukturer alvorligt begrænsede forsamlingsfriheden.
Marchen bragte en eklektisk koalition sammen: oprindelige folk prydet med traditionel ansigtsmaling og fjerkranse, unge klimaaktivister, quilombola-samfund nedstammet fra undslupne slaver og internationale solidaritetsbevægelser. Gaderne ekkoede med oprindelige råb, klassisk brasiliansk musik—især Alçeu Valenças "Anunçiação"—og politiske slagord, der krævede systemisk forandring.
Brasiliens miljøminister Marina Silva, selv af oprindelig amazonisk oprindelse, talte til mængderne med et budskab, der indkapslede demonstranternes krav: behovet for en køreplan mod at opgive både afskovning og afhængighed af fossile brændstoffer. Alligevel fremhævede hendes tilstedeværelse også modsætningerne i Brasiliens klimapolitik, da antikapitalistiske kontingenter marcherede bag bannere, der eksplicit kritiserede præsident Lulas administration for at forfølge olieefterforskning i Amazonas—en plan, de karakteriserede som at gøre regeringens energiomstillingsretorik til en farce.
Oprindelige stemmer dominerede fortællingen og artikulerede bekymringer, der strækker sig langt ud over kulstofregnskab. Cristiane Puyanawas erklæring—"Our land and our forest are not commodities. Respect nature and the peoples who live in the forest"—udfordrede den grundlæggende kommodificering af naturen, der ligger til grund for både fossil kapitalisme og mange foreslåede klimaløsninger, herunder kulstofkompensationsordninger, der har vist sig kontroversielle i oprindelige territorier.
Raquel Wapichana, der foretog en ni timers rejse fra Roraima for at deltage, gav kontekst for de eksistentielle indsatser, som amazoniske samfund står over for: "I am here for my people, my land, our rivers and our ancestors. We are constantly threatened by mining, by agribusiness and by land invasions. We must fight for our survival." Hendes vidnesbyrd understregede, hvordan klimaforandringer krydser med igangværende kolonisering, da udvindingsindustrier intensiverer presset på oprindelige territorier, selv om disse samfund bærer uforholdsmæssige virkninger fra miljøforringelse, som de ikke har bidraget meget til at forårsage.
Demonstrationen viste bemærkelsesværdig kreativitet og symbolsk kraft. Måske det mest slående visuelle element var en 30 meter lang cobra-skulptur båret gennem Beléms gader af 80 demonstranter. Denne ambitiøse installation, konstrueret af 16 kunstnere fra Santarém kommune og transporteret via båd, før den krævede 83 mennesker at bære dens vægt, legemliggjorde lagdelt betydning. Cobraen har hellig betydning for amazoniske oprindelige folk, mens det portugisiske ord "cobra" samtidig oversættes som et imperativ: "betal op!" Denne dobbelte symbolik indkapslede krav om klimafinansiering som både økologisk genopretning og anerkendelse af Amazonas' rolle som global klimaregulator.
Helena Ramos fra Amazônia da Pé, græsrodskoalitionen, der organiserede cobra-installationen, artikulerede den finansielle dimension: "We came here with the message that we need climate finance for the people living in the Amazon." Hendes erklæring fremhævede spændinger om, hvordan klimafinansieringsstrømme er struktureret—om midler når frontlinjesamfund, der forvalter skove, eller fanges af statslige og virksomhedsmæssige mellemmænd.
Et andet teatralsk element, "begravelsen for fossile brændstoffer," havde sørgende i victoriansk-stil sort tøj ledsaget af spøgelsesdukker og tre enorme kister mærket "kul", "olie" og "gas". En deltager, Krishna, en Belém-baseret skuespiller, legemliggjorde forestillingens gotiske æstetik, mens hun forklarede dens hastende karakter: nødvendigheden af udfasning af fossile brændstoffer for at sikre fremtidige generationers overlevelse. Begravelsesmotivet vendte intelligent fossile brændstofsindustriens retorik om økonomisk afhængighed, i stedet fejrede det døden af en udvindingsmodel.
Marchen demonstrerede også internationale solidaritetsdimensioner med palæstinensiske flag fremtrædende udstillet og råb, der forbinder miljøretfærdighed med antikoloniale kampe globalt. Lydvogne brølede "Bella Ciao", den italienske antifascistiske hymne, der er blevet forbundet med modstandsbevægelser verden over, mens marcherende bar billeder af capybaraer for at understrege beskyttelse af biodiversitet ud over antropocentriske klimamålinger.
Maria Melia, der repræsenterede Quilombola-bevægelsen i Maranhão, illustrerede, hvordan infrastrukturudvikling truer traditionelle samfund, specifikt modsatte sig et "hydrovia" vandtransportprojekt, der skærer gennem hendes samfunds forfædres territorium. Hendes tilstedeværelse understregede, hvordan klimadiskussioner skal omfatte ikke kun overgange til vedvarende energi, men også infrastrukturmodellerne og udviklingsparadigmerne, der former miljøpåvirkninger.
Mobiliseringen fandt sted mod en baggrund af øgede spændinger. Tidligere på ugen havde oprindelige aktivister fra Tapajós-regionen forsøgt at tvinge adgang til COP30-stedet, hvilket resulterede i sammenstød med sikkerhedsstyrker. Lørdagens marchrute undgik bevidst direkte konfrontation, men myndighederne deployerede et massivt sikkerhedsapparat, herunder militærpoliti i oprørsudstyr—en magtdemonstration, der selv blev en del af demonstrationens fortælling om statsmagt og klimapolitik.
Inde i topmødet nåede forhandlerne den to uger lange konferences midtpunkt, før de overførte deres arbejde til nationale ministre til politisk løsning. Den formelle dagsorden omfatter teknisk komplekse spørgsmål—klimafinansieringsarkitektur, mekanismer til udfasning af fossile brændstoffer, gennemsigtighedsrammer og håndtering af den kollektive utilstrækkelighed af nationalt bestemte bidrag. Alligevel behandles mange af de mest kontroversielle spørgsmål gennem uformelle "formandskabskonsultationer" uden for den officielle proces, hvilket vækker bekymring om gennemsigtighed og inklusiv beslutningstagning.
COP30-præsident André Corrêa do Lago har angivet modvilje mod at forfølge en omfattende "dækningsbeslutning"—den type overordnet politisk aftale, der kan give topmødesammenhæng, men også kamuflere grundlæggende uenigheder. Hans præference for at fokusere på implementering snarere end store erklæringer afspejler både pragmatisme om, hvad der er opnåeligt, og potentiel abdikation af det politiske lederskab, der kræves for transformative resultater.
Katharine Hayhoe, chefforsker ved The Nature Conservancy, artikulerede, hvad demonstranter på Beléms gader allerede vidste: "As negotiators approach week two, they need to remember that climate action isn't about abstract numbers or distant targets. It's about people. Every choice we make today determines the future we will share tomorrow."
Konvergensen af gadevmobilisering og diplomatisk forhandling i Belém krystalliserer grundlæggende spændinger i global klimastyring: mellem dem, der bærer klimapåvirkninger, og dem, der udøver beslutningstagningskraft; mellem inkrementelle politiske justeringer og systemisk transformation; mellem at behandle naturen som en vare og anerkende økologiske relationer, der transcenderer markedslogik.
Da demonstranter spredte sig gennem Beléms fugtige gader, resonerede deres budskab med ubehagelig klarhed: tre årtier med klimaforhandlinger har produceret utilstrækkelig handling, og samfund på frontlinjen af både miljøødelæggelse og klimapåvirkninger er ikke længere villige til at vente på konsensus blandt dem, der er ansvarlige for krisen.